Good morning Beijing! Ni hao og godt held!
Over internetbølgerne følger hermed en objektiv, Fake News-fri fortolkning af dagens fornøjelser…

Endnu en dag gryr i dette vor smukke, smogfyldte, sagnomspundne Kina. Vi vågner til endnu en forrygende morgenmad:

–          Toast

–          Syltetøj

–          Æg, der spejler

–          Havregryn, med varmt vand

Alt dette – ad libitum! (Så længe lager haves).

Efterhånden har selv de mest vestlige af vort følge lært med mesterlighed at opslubre toast og spejlæg med spisepinde. Vores integration ind i det kinesiske samfund går altså glimrende. Giv os 5 år til, og denne skribent kan forsikre den kinesiske stat om, at dette danske mindretal kan mestre ordene ”flere spejlæg, tak” på flydende kinesisk.

Efter denne luksuriøse morgenmad, rammer vi bussen. Vi skal til Den Forbudte By. Vi møder igen vor kære buschauffør, som har vist sig at være en fantastisk karakter på denne tur. Han er racerkører, urban hipster, hustler og madens og damernes ven. Et sandt renæssancemenneske! Da vores guider prøvede at få ham udskiftet med en anden grundet hans ”målorienterede kørsel” og alt for gode udseende, grinede busfirmaet af dem: ”Han er den bedste vi har!” Da vi prøvede på at få en anden bus, der ikke lugtede af brændt rotte, grinede han af os: ”Den er den bedste vi har!” Dette beroliger og beærer især denne skribent, at vi tilbydes den højest mulige kvalitet indenfor transport, som vor status, stand og situation kræver.

Vi ankommer til Den Forbudte By – til (Kina)tiden endda! Over porten pryder portrættet af selveste den højtelskede formand Mao! Hans storhed strålede over os og fik den ældgamle by momentært til at falme i sammenligning med hans kommunistiske majestæt. Pludselig indså vi alle, at vi inderst inde altid havde været noget som kunne minde om maoister – vi:

–          Går i røde uniformer

–          Værdsætter disciplin og kulturelle værdier

–          Elsker at dele

–          Følger én visionær idealist blindt til glorværdig hæder

Selv vor egen kære leder, Kor-Formand Egil har efter sigende ladet sig inspirere og har tilsyneladende til hensigt at anlægge frisure efter den store Mao. Vi har alle tænkt os at følge trop med denne fantastiske beslutning, straks – når vi finder en saks!

”Hey venner, Den Forbudte By er lukket!” Undskyld, hvad behager? Vi fandt så ud af, at museerne i den Tabubelagte Stad var LUKKEDE – dette faktum havde undveget vores guider i den vigtige planlægningsfase. Men dette passede os fint! Vi korister er omstillingsparate. Vi fik kigget på de smukke bygninger til dette smukke sted mens vi gik rundt på dets pladser og fik taget nogle fortryllende billeder, der sandelig var en kejser værdig.

Vi fik også taget et stop forbi en nærliggende tempelpark, som lå på en bakke, som havde et forrygende udsyn ned i Fy-Fy-Byen. Her spiste vi frokost. ”Kammerat Nikolaj Burup – hvad er det, vi spiser?” spørger Michael Knudsen, vores pianist. Efter at have rådslået sig med vores guide, Alice, svarer Burup: ”Rotte, en lille smule marsvin og hund, selvfølgelig.” Alice griner, Burup griner, vi griner. Efter latteren er sivet ud til fordel for madroen, beroliger Alice os med, at den sidste del var en joke. Hund er alt for dyrt… (Senere undersøgelser via Facebook indikerer, at det forment har været rotte, som er blevet fortæret denne dag).

Efter en eksotisk frokost, tager vi en lille tur forbi Beijings svar på Strøget. Her oses der legetøj, sportstøj og hidtil usete esoteriske asiatiske musikinstrumenter, der inkluderer strengeinstrumenter med tilhørende buer af, forhåbentligt, hestehår. Herren Victor så det kæmpe udvalg og gik efter det mest vestlige instrument, han kunne finde: En mundharmonika. Denne lærer han nu at spille på i bussen, til stor glæde af hans sidemakkere. På ”Strøget” faldt vi også over en katolsk katedral (mærkeligt, siden vi troede at Gud var boykottet i Kina), samt en statue af en lettere asiatisk Jesus.

Efter vores shopping-spree var det ENDELIG tid til at komme HJEM til DANMARK. Nationalfølelsen svulmede i hjerterne på os, da bussen drejede om hjørnet til ambassadekvarteret. Vi skulle ind på den danske ambassade. Efter vi passerede den danske ambassades højteknologiske sikkerhedssystemer, som bestod af:

–          1 styks kinesisk mand med en kasket

–          1 styks mavehøj bom

…befandt vi os endnu engang på dansk jord. Her var vi omgivet af klassiske danske bygninger af 70’ernes design og i gården omsværmet af myg, som stak så nådesløst og familiært som i Danmark. Drengenes første indskydelse var at tjekke efter dansk WiFi. De unge testosteronfyldte herrers første indskydelse var at forsøge forgæves at gøre sig til overfor de smukke, unge, danske kvinder, der gik rundt på ambassadens grund. Efter en kort rundtur blev vi ikke budt på hverken leverpostej eller legoklodser, men dog en kop eller to af den gode danske kaffe vi har savnet så meget. Derefter sang vi for flokken af danskere og forhutlede, men fortryllede kinesiske ambassade-medarbejdere. Flere landsmænd kunne ænses knibe en tåre, da de hørte danske nationalsange, der mindede dem om deres fjerne hjemland, der her, for en kort stund, var blevet bragt til dem af Roskilde Domkirkes bedste drengekor.

Sidst men ikke mindst blev vi til aften budt på et festmåltid! Vi skulle mødes med selveste Mr. Lu! Vores hurtigtalende og gæstfrie vært, leder af agenturet, der fik os her. Vi blev budt på pekingand og andet, mindre identificerbart kød (dog ikke værre end lidt får)… alt dette skulle spises via madpandekager. Og det var her magien skete. Gruppeledere så målløst til, mens selv deres mest kræsne sopraner skovlede den eksotiske mad ned i de familiære pandekager og spiste gladeligt af and, får, aubergine, etc. som, udækket af madpandekage, de ikke nænnede at røre ved med en ildtang. Denne skribent, som også er gruppeleder, ser dette som en stor succes.

I morgen tager vi afsted med tog! Farvel Beijing, vi kommer til at savne dig inderligt. Hvor vi ender og hvad, der hænder, vil vi bæres til med lyntogets hast.

Dagens rapporter og anagram: ”Word har lide nodeblad”