Leths forord…

Dag 4 er højdepunktet. Det er dagen, som Tourens deltagere har set frem til. Det er her, de får lov at bevise deres værd, når Ringsteds kronede stolthed, Sct. Bendts Kirke, skal indtages. Det er vidst, at en del spænding skal udløses, og at denne må tøjles. Det er ikke… det må ikke være holdledernes ansvar alene. Det er i dag, at sammenholdet skal bevises og udmøntes i en kulmination af egenkontrol, ansvarsbevidsthed og et fuldstændigt fokus på, at skabe et flot, dramatisk og gennemført fortjent godt resultat.

4. etape – Kongeetapen

Allerede i går, var såvel drenge som mænd anvist til, at krybe tilkøbs tidligere end normalt. Årsagen var klar. I dag venter tourens højdepunkt: Koncerten i Sct. Bendt’s Kirke. Det er altid et højdepunkt for koret, når vi får mulighed for at synge det, vi har lært, iklædt enten vores kapper eller vores nye kortrøjer. Dagen i dag bød på sidstnævnte. Umiddelbart efter, at morgenmaden var serveret og indtaget kl. 09:00, blev kortrøjer samlet sammen sammen med vores obligatoriske sorte bukser, sorte sko, hvide skjorte og sorte strømper.

Mellem klokken 09:30 og 10:00 drog de enkelte grupper, ledt af gruppeledere og assistenter, mod Ringsted og Sct. Bendts Kirke. Det kan her beskrives, som det blev beskrevet på tourens 2. etape, at “Ruten mod Sct. Bendts bød på 9 kilometer overvejende flad landevej med undtagelse Mont Ven-motorvejsoverkørsel.”. Men i dag var vi ikke akkompagneret af en stiv kuling. I dag var vi ledsaget af en sol og en varme, som kun sjældent finder vej, fra de sydfranske slotte og vinlunde. I 25 graders varme, som allerede kl. 12 var steget til 20 grader, skulle koret altså tilbagelægge de 9 kilometer. Der var i denne forbindelse udstukket en klar besked fra tourens ledelse: drik en flaske vand inden afgang, fyld flasken med vand og hav den med på cykelturen, tag solcreme på og cykel fortsat med cykelhjelm. Hvor sidstnævnte igen i dag blev overholdt til punkt og prikke, så kneb det mere med de første ting. Alle kom dog over Mont Ven og landede nogenlunde samtidigt på en græsplæne foran Sct. Bendts Kirke.

Herfra fulgte ca. 2 timer, hvor der ikke skulle ske andet, en at frokosten skulle indtages – den var smurt hjemmefra af hver enkelt sanger. Jo bevares, så havde alle til opgave, at slappe af i skyggen af flere mægtige træer og holde sig hydreret. Dette var dog ikke den maksimale afslapning. Det er således, at der op til koncerter indført, at alle sangere lægger sig på ryggen med lukkede øjne i op til en time. Men her er vi ikke kommet til endnu…
… Først stod den nemlig på forprøve i kirken. At træde ind i kirkens skib var denne gang en søgt fornøjelse af den sjældne årsag, at det simpelhen var fuldstændigt varmt udenfor, hvorimod kirken var mere temperereret. Kirken var ikke sval, men nok nærmere stuetemperatur. Det var dejligt.

Overraskede var alle, da det viste sig, at drengene – uden undtagelser – kunne huske de præcise pladser, de forleden var blevet anvist til. Sagen var jo som bekendt den, at vi måtte stå 2 meter fra hinanden, når vi sang. Forprøven gik godt, stemmerne blev varmet op, og vi forsøgte igen at lære, hvordan man går i procession.

Straks efter forprøven, drog vi mod kirkekontoret, hvor vi klædte om til kortøj, for derefter at gå tilbage til kirken og få taget nogle fuldstændig hamrende flotte billeder. Da denne ceremoni var overstået, var det nu tid til liggen på ryggen og slappe af. Det betød også, at telefoner skulle gemmes væk – we know. Det lyder som Mission Impossible 9…
… Som velcro, der rives fra hinanden. Som et stykke gaffatape, der, efter at have siddet fast i nakken på nakkehårene i dagevis, rives af i en sådan fart, at tårerne er selvfølgeligheder. Således fik drengene at vide, at telefonerne – de skulle gemmes væk, for at vi sammen kunne yde vores maksimale.

Det lykkedes efter 10 minutter, at alle drengene og herrene nu slappede af. Nogen i en sådan grad, en en rungende snorken bredte sig i det i forvejen ikke kæmpestore, afkølede kælderrum.

16.02 går starten, i den legendariske Sct. Bendts kirke! Feltet lægger ud med en dristig start: Morgensang af Elverskud, efterfulgt af en effektiv, men æstetisk gennemgang af diverse danske sange. Stc Bendt kirke var pakket (selvfølgelig med hensyn til den anbefalede coronaafstand), med tilskuere til dagens koncert, tourens klimaks! Midtvejs i koncerten viser herreholdet god form, og tager føringen gennem to sange, men bliver herefter hurtigt indhentet af drengene, der også viser gode takter og skærer effektivt igennem. Under koncerten er også at bemærke publikums engagement, men de med høj røst ikke synger med på de indlagte ”pseudofællessange”: sang kræver som tidligere oplyst, to meter til alle sider, en afstand der desværre ikke var muligt for publikumsfeltet at holde; de var simpelthen for mange. Under koncertens sidste del er især at bemærke to udbrud hhv. fra Alfred og Mikkel, der med smukke sopransoloer, satte farten for koret, der kom samlet over den målstreg, der udgjordes af Egil Kolinds arrangement af En pige gik i enge. (Hey!). Alt i alt en effektiv etape, men et felt der peakede på tourens fjerdedag, men samtidig viste nye kræfter til morgendagens store cykelrute tilbage mod Roskilde.

Efter Koncerten (og omklædning og forældrekramning og sodavandsdrikning og aftisning og bilpakning), cyklede koret i grupper tilbage til vores spejderhytte, hvor der ventede en fuldkommen enorm servering af kylling i karry – hvad en hver cykelsanger/korrytter har brug for. Det var tydeligt, at koret nu var blevet forvandt til det traktement, som Frandsen Catering endnu en aften, havde forberedt til os. Først spaghetti bolognese, dernæst burgere og nu i dag kylling i karry – hvad mere kan man som dreng (og herre, ej at forglemme) ønske sig. Og ud over lidt taskepakning og et enkelt gang kortspil, bestod aftenens program ellers på at gå tidligt i seng og sove godt ☺

Dagens Dagbog er skrev af

Rosa renser kønsdelen, hi & Afpluk Jay Rumfærgens Benz Blanche Ballen Glat

Efterskrift

KAPITEL 1

Klokken er 2106 og ”en sopran” (lad os kalde ham Jonas) bliver vækket: ”kom med – og det skal gå hurtigt!” Iført sine stribede pyjamasbukser, natbriller og et forvirret ansigtsudtryk, bliver Jonas og fire andre drenge ført ud i solnedgangen, afsted mod … ja hvor hen mon? Efter gårsdagens besøg hos Knud Lavards kapel, har der været en mærkelig stemning. Ingen har helt vist hvad der har været galt– det er bare noget, der ligesom har . . . hængt i luften – en tyk tåge af nidkærhed, hævnlyst og . . . ondskab !

På den forhastede gåtur fortæller Anna (korets producent) om hvad der er sket: ”Knud er blevet sur!” 

”Knud? Hvem er knud? Og Hvorfor?”, spørger Jonas

”Hørte du slet ikke efter i går ? da vi var ude ved kapellet – da jeg fortalte om kongene? Og da vi lavede det skuespil, der viste hvem der var hvem og hvordan de døde og sådan”, Anna sukker opgivende og forklarer. ”Så kan du huske Knud Lavard, Valdemar den stores far?”, Jonas nikker forsigtig. ”Han var åbenbart ikke så glad for det der skuespil vi lavede og …” Anna tøvede. ”.. Og nu vil han hævne sig!”

Jonas huskede hvordan de havde hoppet rundt og grint og gået på ruinerne – der var vist endda en sopran der tissede op af et nærståede træ – og ja, skuespillet: Et patetisk forsøg på historieformidling, med fjollede børn, laminerede navneskilte og fesne kongekroner fra Søstrene Grene – nej, det var ikke en konge værdigt – heller ikke en død en af slagsen. 

”H-h-h-hævne sig?” spurgte Jonas nervøst.

”Ja han vil hjemsøge koret og dets medlemmer og gøre det af med Egil og ..mig ” svarede Anna og sank en klump. 

Gruppen blev stille. Og fyldt med både frygt og forvirring (og kylling i karry) gik de stille ud i skumringen. 

Efter yderligere halvtreds meter kom den lille gruppe til en stor rødhåret mand, der stod ved en bålhytte.

Den store mands endnu større stemme spurgte ”Hvem er i? og hvad laver i her?”

Drengene forklarede, at de var blevet sendt ud for at finde Knud Lavard og prøve på at gøre ham glad igen.

”Knud Lavard?” sagde den store rødhårede mand, fnysende. ”Så er i jo på afveje!” , ” Knud han er jo død for mange år siden. Hvis i skal finde Knud, må i først finde vej til Helvede”

”Helvede”, tænkte jonas ”jeg troede vi var i Ringsted!” Drengene var nu kun blevet mere forvirede, og kiggede sprøgende på Anna, der . .  hvor var Anna?  Men de havde snakket med den store rødhårede mand, var Anna forsvundet og de var nu …  alene!

”Men hvis i skal til Helvede, så håber jeg i har taget mønter med. Ellers kommer i aldrig forbi dødsrigets vogter”

Drengene kiggede på hinanden. Deres lommepenge lå tilbage i hytten. De kiggede nervøst tilbage på den store rødhårede mand.

”Ellers må i se om i kan finde nogle i denne store tønde med indvolde”

Efter at have fundet tre mønter, forlod drengene den store rødhårede mand – Anna var væk, og der var ingen nu ingen andre veje end, blot at fortsætte fremad. Mod Helvede.

I det fjerne så drengene en lanterne svæve over de midtsjællandske marker, og da de kom nærmere så de et mærkeligt væsen. Halvt mand, halvt zombie, med et fuglenæb og med skarpe affilede tænder. 

”I ligner da ikke nogen der er døde”, lød en kold og skinger stemme inde bag masken” Dette måtte være dødsrigets vogter.

KAPITEL 2

(for læsevenlighedens skyld, har redaktionen valgt at censurere de følgende fire kapitler af dette efterskrift. For historiens videre forløb er det nødvendigt at vide at drengene på deres rejse gennem helvede, først møder en glemsom troldmand og has lærling, der giver dem nogle flødeboller, en tohovedet drage der viste dem igennem en sump, nogle nærgående spøgelsesfår, en hovedløs vaskekone, og to tørstige spøgelsessoldater, der leder dem igennem den sorte enkes net, for til sidst at komme til Knud Lavards hus)

KAPITEL 6

Nu var de her. De sidste tolv døgns vandring gennem helvedes evige mærke, uendelige marker, og sumpe, havde tæret på kræftene, men nu var de her, knud lavards hytte ved en lille sandet lysning. Udenfor hytten stod to af knuds væbnere vagt, og da de fik øje på drengene, trak den ene mistænksomt sit sværd og pegede anklagende på de fem drenge. ”Er det jer der har vækket knuds vrede?”

Drengene svarede kiggede ned i jorden og svarede undvigende, at de var kommer for at gøre Knud glad igen. Væbner lo hånligt

”Gøre knud glad? Ha, det er altså ikke noget man bare gør!” sagde den ene vagt kynisk, og svingede prøvende med sværdet. ”hvis jeg ikke vidste bedre, skulle man tro i blot er nogle små nedrige tyve, der bare vil stjæle hand guld”: Vagten tog endnu et truende skridt fremad, og stirrede nidkært Jonas i øjnene. ”Hvad skulle afholde mig fra at kløve jer i to, lige nu og her?”

”Lad dem nu være” sagde den anden væbner lidt nervøst ”Vi har nok problemer med knud, siden de fjollede børn hoppe rundt på hans kapel”. ” Skal vi nu også til at forklare ham hvorfor vi har slået fem irriterende drenge ihjel?”

Den første væbner satte sværdet tilbage i skeden med en vred mine, og mumlede bittert, ”Ja skrub af med jer, inden at jeg ombestemmer mig”

”Men vi har lovet at vi skal finde Knud Lavard og gøre ham glad igen!”, ”Se vi har endda taget flødeboller med!”

Pludselig lød en dyb røst inde fra hytten af, så krftig og dyb, at jorden skælvede og træerne raslede: ”Var der nogen der sagde flødeboller”

Væbnerne kiggede forsigtigt på hinanden

”Jeg elsker flødeboller” sagde stemmen helt opstemt og nærmest lykkelig.

Den før lidt nervøse væbner greb flødebollerne ud af jonas’s hænder og løb hurtigt ind i hytten. I et øjeblik var der helt stille. Stille som den stilhed, der oftest siges at være før stormen. Fyrre sekunder – Jonas kiggede på sit digitalur.: et minut og femten sekunder, tre minutter, fem minutter og tretten sekunder gik der før væbneren kom måbende tilbage, med et nærmest lettet ansigtsudtryk.  ”Han… h-h-han har spist alle flødebollerne! – og han virker ikke gal mere.” Den aggressive væbner kiggede tilbage med et overrasket ansigtsudtryk.

”Kan vi så tage hjem nu?, spurgte Jonas.

”Det tror jeg vel godt i kan”, sagde den nervøse væbner. ”I skal bare fortsætte ned af denne sti indtil i møder de levendes riges vogter – det er ham med alle duerne”, og forklarede, at for at nå tilbage til de levendes rige, måtte man først slippe en due løs, men man sang et vers af den forbudte sange. ”det er vist den som de hos de levende kalder for En Pige gik i Enge”