Dag 9

21.10.2018

I Øøøøøøøøøsten stiiiiiiiger Soooooolen op, den spreder Guld på Sky!

Som vi så smukt har sunget det under hele turen, så steg solen atter op og lyste solskin over korets sidste dag i Tyskland. Og solen har gjort det godt under turen; Vi har ikke haft regnvejr en eneste dag! Pris Herren (og global opvarmning..?)!

I dag stod vi tidligt op, for vi skulle synge til højmesse i Thomas Kirchen, noget vi alle har set meget frem til. Udover at være en kæmpe ære at synge i netop den kirke, så var det også korets sidste optræden på korturen, og det gik heldigvis virkeligt godt. Niveauet har været RIGTIG højt under hele turen, og det kan alle, drenge såvel som herrer, være meget stolte af. Vi har sunget i nogle af de flotteste kirker skribenten mindes at have sunget i, og det er efterhånden kortur nummer 8 for undertegnede. Derudover har vi sunget for fulde huse OG allerede fået en invitation tilbage til alle kirkerne, hvis vi nogensinde kommer forbi igen. Fedt!

Efter højmessen gik grupperne ud i byen og fik frokost og shoppet det sidste, inden vi alle mødtes for at tage i Leipzig Zoo. Det var lige noget for drengene, for her havde de rent faktisk mulighed for at møde brøleaber, der kunne larme mere end en sopran! Herrerne fik også taget en rigelig mængde dyre-selfies, en tradition der lever i bedste velgående.

Efter Zoo og fællesspisning gjorde herrerne og gruppe Ø klar til afslutningsfest for turen, nemlig den store QUIZ AFTEN! (Wuhuuuu)!!!!!

Drengene blev delt ind i grupper og så fik de ellers lov til at dyste og svare på spørgsmål om koret, Tyskland, Egil og meget mere, alt imens de fortærede rigelige mængder af slik og sodavand.
I løbet af quizzen kom det bl.a. frem at vi har kørt mere end 1.200 km, koret blev dannet i 1987 og ja: Egil har (svar censureret) tæer! Drengene gjorde det rigtig godt og kunne svare på forbløffende mange af spørgsmålene, også de lidt mere nørdede af slagsen. Men da alle point var gjort op, så var det altså Team ”Din Moder” der løb med sejren. Stort tillykke herfra, og vi glæder os allerede til næste turs store Quiz aften!

Efter quizzen fik drengene pakket deres ting, så de var klar til næste dags lange bustur hjem. De kan efterhånden rutinen og det er dejligt at se, hvor meget de er vokset med opgaverne i løbet af turen. Nu kan de rent faktisk selv rede en seng og putte sengetøj på dyne og puder! (Selv tak, kære forældre). 

Nu sidder vi i bussen på vej hjem, trætte men glade efter endnu en dejlig kortur. Vi kan ikke understrege nok gange, hvor dygtige og fokuserede drengene har været på turen. De har sunget 5 fantastiske koncerter og været super søde mod hinanden, også de voksne! Tak for det!
Vi glæder os til at komme hjem og se jer alle igen, og takker hermed af for årets Tysklandstur. Grüss Gott!

Dagens skribent
Besejr festernes fjerpen

    Denne side bruger cookies. Ved at fortsætte accepterer du brugen af cookies.