Sakskøbing – Dag 2

Den signede dag med fryd vi så, altså efter en, for herrerne, virksom nat: Da flere af herrerne vågnede til den overraskende lyd af vanddråber, der ramte senge, sopraner og sovedyr såvel som gulve og tasker, måtte de i al stilhed og hast sætte spande under de utætte lofter. Drenge blev rokeret, sengetøj hængt til tørre og en generel redningsaktion af hele vores herlige herberg blev igangsat kl. 00:30.
Det viste sig at være et intet mindre end tredobbelt skybrud med dertilhørende lyn og torden, der havde valgt at slå vejen forbi. Det må dog siges at have været en succesfuld krisehåndtering, da kun meget få af sopranerne overhovedet ænsede uvejret.

I morges stod solen højt på himlen, og et stort morgenmadssortiment blev hurtigt fortæret af de veludhvilede sopraner. Herefter fulgte turens anden og sidste korprøve, som forløb sig til alles glæde. Vi fik genopfrisket, og lært for de nye sopraners vedkommende, de gængse led i aftensangen, og vigtigst af alt øvede vi procession i en perfekt udendørs gengivelse af skibet i vores kære domkirke – lavet af kontorstole.

Efter korprøven, dog før frokost, kom en stor gruppe plagende sopraner hen og bad om ledsagelse ud i Sakskøbing by; dog ikke for at se hverken saks eller vandtårn, men for at indfange diverse sjældne Pokémons. Et par velvillige herrer og en kormor tog opgaven under deres vinger, og således blev dette behov opfyldt.

Frokosten bestod af madpandekager, serveret af de skønne medarbejdere fra Sakskøbing Sportscenter, og efter denne var det tid til de længe ventede Olympiske Lege. Der blev dystet i discipliner som minigolf, petanque, kongespil og diskoskast, og til sidst kåret en vinder: Hold Jesus.
Det var da også i Jesu’ navn, at køen til kagerne efter legene blev vendt om således, at de sidste skulle blive de første.
Hermed var stemningen høj, da drengene blev sluppet fri til alt fra Pokémon GO til minigolftræning.

Hen mod aftenstide stak herrerne hovederne sammen til de sidste forberedelser før det traditionelle natteløb, og efter en lige så delikat aftensmad bestående af ”grill’t kalkuuun, ownbagte ka’tofler og bayernææssovs”, gik løbet i gang. Her blev drengene testet i sammenhold, øjemål, tidsfornemmelse samt bottleflip-evner, og da de var færdige, kunne de på ingen måde acceptere, at vinderen først ville blive offentliggjort dagen efter.

Sådan sluttede et overordentlig pakket men succesfuldt dagsprogram, og med de snorkende sopraner pakket ind i både dyner og regntøj, bare for en sikkerheds skyld, vil dagens skribenter nu gå til ro.

Dagens citat:

En dreng peger begejstret ind i TV-stuen og udbryder:
”Der er afføring om 20 minutter”
Det var selvfølgelig om Andreas Mogensens opsendelse til Den Internationale Rumstation

Dagens skribenter:

Fanden har et møg-SOS

midt i alt vor Schoucst

Radarbillede fra DMI i nat da tordenvejret var på sit højeste.


Resultatet af tordenvejret

Den historiske raketopsendelse fra USA med Andreas Mogensen bliver set af alle i koret.

Og sådan ser Domkirken ud, når man stille den op med stole, så sopranerne kan få trænet procession:

 

 

 

Christoffer får drengene til at stille anderledes op end normalt: “Den sidste skal være den første”. Kort sagt den af drengene som stod sidst i køen kom forrest, og dem der stod forrest kom bagerst.

 

 

 

Vi siger tak til de forældre som havde givet dere dreng kage med! MEGET populært.

Opdatering: Billeder fra natteløbet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Please Wait

Denne side bruger cookies. Ved at fortsætte accepterer du brugen af cookies.