Dag 6

Fredag 5. august 2022

 

Første hele dag i Kutná Hora!

 

Dagen startede med en overdådig morgenmadsbuffet – nogen ville måske gå så langt som at kalde det et traktement – med alt hvad hjertet kunne begære: Røræg, bacon, pølser, flere slags udsøgt pålæg, frugt, og et lækkert udvalg af juice. Til sopranernes (og adskillige herres) store skuffelse var der her ikke en pandekagemaskine, men stemningen fra morgenstunden var stadig høj til trods. Endelig blev denne buffet serveret helt til klokken 10, så der var rig mulighed for lade godt op til dagens og turens sidste koncert, hvilket skulle vise sig at være et yderst klogt valg, da der bogstavelig talt var lagt i kakkelovnen til en af de varmeste koncertdage i mands minde.

 

Formiddagen stod på afslapning for de fleste på hotellet. Dette mest af alt for at undgå de 30 grader celcius i skyggen, som termometeret allerede viste inden klokken 12. Enkelte grupper var dog på en lille tur rundt i byen for at få brugt nogle af deres sidste koruna.

 

Lige inden middag gik turen mod St. Barbara’s katedral. En absurd flot gotisk katedral med tre spir over skibet. Her skulle stemmerne lige varmes op (hvis det reelt var nødvendigt) med en let og varm forprøve inden frokost.

 

Dagens koncert skulle afholdes klokken 14:30 lokal tid. Der blev kæmpet for at komme gennem denne koncert, da varmen var på sit højeste. Men alt gik godt, selvom enkelte kapper led lidt overlast, da sveden mildest talt haglede ned af både sangere og dirigent. Koret sang glimrende – specielt hjalp det at forvise tenorgruppen til baggest i koret – men især Mikkel Zielinskis solo i Libera Me fra Faurés Requiem fremstod som en enestående præstation, flot bakket op ad et velklingende og fokuseret kor.

 

Efter koncerten stod det på det obligatoriske gruppebillede af koret foran kirken, hvorefter de fleste grupper valgte at fejre den veloverståede koncert med en is. Enkelte grupper fandt også enten springvand eller fontæner, hvor gruppemedlemmerne uden tøven kastede sig ud i at bade for at køle ned.

 

Aftenen stod på indkøb af det snoller for drengene samt turens sidste aftensmad i vores “små familier”. Nu vil vi se frem til turens sidste dag, hvor vi skal i aktivitetscenter, spille fodbold, og spise fælles aftensmad med hele koret.

 

Dagens citater:

 

“Der var ingen der kunne se, at jeg ikke havde bukser på”
Sagt af en dreng der, som den eneste, havde “glemt” sine korbukser på turens varmeste dag.

 

Ordveksling mellem en herre og to drenge:
Dreng 1: “Har du børn?”
Herre: “Nej, jeg skal første liiige finde en at få børn med”
Dreng 2: “Eller en rugemor”

 

Dagens rapporter og anagram:
Bonden Mejner Sixten & Aksel Jims zink lev i kiel

 


Malte og Jeppe startede dagen med en rask løbetur. Det var vist pænt varmt allerede på det tidspunkt!

 


Morten holder øje med regnskabet

 


Drengene i gruppe C nyder udsigten over Kutna Hora

 


St. Barbara Katedralen, lige inden vi indtager den (læg specielt mærke til den bagende sol)

 


En meget varm forprøve med Michael ved orglet. Business as usual…

 


…indtil Michael pludselig gik væk fra orgelpulten og overlod den til Adam, som fik lov til at spille med på et enkelt nummer. Stor applaus til Adam for at gøre det! Han nød det vist rigtig meget!

 


Afslapning og frokost inden koncerten i St. Barbara.

 


Fra koncerten i St Barbara kirken

 


Det klassiske efter-koncert-billede

 


På vej mod supermarked aka sopraners paradis for slik, sodavand og chips

 


De unge herrere fandt et klaver og skulle da lige prøve det af!

Denne side bruger cookies. Ved at fortsætte accepterer du brugen af cookies.