Dag 7

Lørdag 6. august 2022

 

Hallelujah! Med sidste koncert yderst veloverstået i går, stod dagen på en sidste fridag inden hjemrejsen i morgen. Formiddagen gik for nogles vedkommende med afslapning på hotellet, mens andre drog på shopping og museumsbesøg i Kutná Horas flotte, historiske gader. Museerne var små og varierende, fra spejlmuseum, over sølvmuseum til chokolademuseum.

 

Klokken 12 var der fælles afgang til Kutná Hora Action Center. Her var der fart over feltet med ture ned af bobslædebaner og vandrutchebaner – der var store grin og løssluppen chill over hele linien! Stedte var som skabt til vores drenge. Frokosten blev undervejs serveret af actioncenterets lokale køkken, hvis eneste tilberedningsværktøj var en friture – og den var blevet flittigt brugt i tilberedningen.

 

Herefter var det tid til en af Drengekorets helt tunge turnetraditioner, der ellers har været truet på grund af de sidste dages hedebølge: Fodboldkampen mellem Drengene og Herrerne. Drengene var lavestseedede og blev derfor boostet med de fem unge herrer. Første halvleg var tæt, men sluttede med et mål fra Herrerne. I anden halvleg blev lammene dog skillet fra bukkene, og Herrerne fik oprejsning efter det seneste nederlag i Ringsted – det blev med en overbevisende 3-0 sejr!

 

Kl 18 stod den på fælles aftensmad på en lokal restaurant, hvor der blev serveret retter fra det tjekkiske køkken som drengene kunne vælge imellem. Tjenerne var ikke helt vant til at servicere en festmiddag for 50 højtstemte drenge og mænd, og lignede nogen, der havde brug for en god nats søvn efter vi gik.

 

Efterfølgende var der shopping i det lokale shoppingcenter for de sidste tjekkiske penge, hvorefter vi drog tilbage til hotellet.

 

Aftenen blev sluttet af med quiz, hvor gruppernes drenge kæmpede mod hinanden i kategorierne Roskilde Domkirke, Drengekoret, turnéens musikrepetoire og herrerne. I morgen afsløres svarene og vinderne på vejen hjem i bussen. Under quizzen blev der hygget med cola og chips, hvorefter drengene kom tidligt i seng for at være klar til den tidlige afgang hjem mod Roskilde i morgen.

 

Alt i alt har det bare været en super dejlig dag, med afslapning, leg, fællesspisninger og hygge.

 

Dagens rapporter og anagram:

Janneke aer næser

 

Dagens citater:
“New Zealand… Det er på en anden planet”

 

Ordveksling mellem herre og drenge.
Herren snakker med drengene om hvor hurtigt man kører ned:
D: “Vi tager Christoffer med fordi han er tykkere”.
Drengen retter det sekunder senere til: “Fordi det er sjovere at køre hurtigt”.

 


På vej mod bobslædebane og badeland

 


Man ved det er en vigtig besked, når alle ahr fokus rettet mod Egil

 


Der ventes på at komme på bobslædebanen

 



Der er kø for at komme op i de 2 forskellige baner som bobslædebanen bestod af

 


Gruppe Ø holder skarpt øje med alles tasker

 


Men alle, både drenge og herrer nød det vist!

 


Når der er fodboldkamp gås der til den med alle midler

 


Men sikke en gang klumpspil

 


Efter herrenes første mål, valgte det at lave “Bussen”

 


Men hurtigt var den opløst og alle mand frem!

 


Mikkel har lige scoret til 3-0 med få sekunder igen! Det fejres med en meget tør svømmetur!


Traditionen med fælles aftensmad på sidste dag er altid en succes!

 


Folk på vej til det lokale supermarked, Billa, for at købe proviant til turen hjem!

 


Og vi slutter med den store korquiz!

 


Der tænkes over hvad man vil svare!

 


Sidste opgave var klart den sværeste. Hvem kan lave flest armbøjninger; turleder Magnus eller gruppelederassistent Malthe (vi kan godt afsløre at Malthe vandt)

Denne side bruger cookies. Ved at fortsætte accepterer du brugen af cookies.